To gamle damer. Af P.B. Phillips

Der var engang, for ganske nylig, to gamle tasker.

​

Den ene gamle taske holdt den anden gamle taske, holdt hende tæt og nær.

Den anden gamle taske indeholdt alt, hvad den ene gamle taske nogensinde havde holdt af.

​

Uden den anden gamle taske havde den ene gamle taske ingen fortid.

Uden den ene gamle taske havde den anden gamle taske bestemt ingen fremtid.

​

Den ene gamle taske gemte sine minder i den anden gamle taske, så fortiden kunne vises.

Den anden gamle taske holdt på minderne fra den ene gamle taske, men havde ingen egen historie.

​

Den ene gamle taske var laset, forslået, hendes sjæl og ånd knust.

Den ene gamle taske kom ved et uheld til at ridse den anden gamle taske og fik nogle huller til at åbne sig.

​

For sjov arbejdede den anden gamle taske et stykke papir gennem et hul og sendte det afsted med vinden.

For sjov blev den ene gamle taske slået og sparket af dem, der aldrig havde syndet.

​

Den ene gamle taske greb fat i den anden gamle taske, så hårdt hun kunne af skræk.

Den anden gamle taske forsøgte af alle kræfter at beskytte den ene gamle taske mod teenagepigers ondskab.

​

Men slagene haglede ned, da den ene gamle taske styrtede forsvarsløs mod gulvet.

Den ene gamle taske var blevet sparket meget hårdt, længe, længe før;

​

Da den ene gamle taske var ung, smuk, og hun bar på ét dyrebart liv mere indeni.

Den anden gamle taske havde været en pude, mens den ene gamle taske havde mistet sit barn, 3 måneder for tidligt.

​

Den anden gamle taske holdt sikkert på det elskede ultralydsbillede i 30 år eller mere.

Men billedet blev trådt ud af den anden gamle taske, mens den ene gamle taske døde blødende på gulvet.

​