Billede 4
Fólkvangr – Freyjas mark. Et uddrag fra The She of We.
Af P.B. Phillips
Freyjas mark
Himlens blomst lyser op på klipperne, i de nordiske bjerge.
Små handelsbåde kruser søen og efterlader ekkoer af deres kurs.
Freyja på toppen af fjorden, under Vinterens dybe ferie.
Via den betroede ørns øje, overvåger hun fra fjern dvale.
I et beskedent sommerhus, pakket ind i tæpper, krøbet sammen ved ilden.
En ensom sjæl sender en bøn til Hende, der er højere.
*
“Gudinde for evigt liv, som går på de høje marker ovenover.”
“Vær venlig at stige ned til kysten og bringe vores kærlighed tilbage til mig.”
“Den ligger i et begravet hjem, skjult for nordenvindens blæst.”
“Jeg beder dig om at skænke mig fortidens ømme glæde.”
“Når solen står højere, genfødt fra sydlige himmelstrøg.”
“Altid vil jeg hilse dig med lovprisning og ældgamle rim.”
*
Livet har sin endeløse cyklus, drevet af kærligheden til den fremtidige fortid.
Dagen følger altid natten, den første skal være den sidste.
Alle ved, at stjernerne drejer rundt, og tiden vil kræve sit.
Troen giver de adskilte drømmen om at være hele.
Freyja vil drive ned ad bjerget, når foråret kommer.
Først når Hun gør det, vil de afdøde sjæle genforenes, være sammen; én.
*
Elizabeth Blake (Edgeworth Bess) A.D. 1698.
Fra romanen: The She of We.