Doris Stickleback.
Af P.B. Phillips
Doris Stickleback sad i den standardudleverede øreklapstol
‘Åh, det er bedre, føltes som om jeg har været to gange rundt om banen’,
Hun havde bare brug for et øjeblik til at få vejret igen.
I dag var meget lig i går, monotonien gnavede
og havde gjort det i måneder, og måneder, og måneder før.
Doris var nedbrudt, ældet og nådesløst fattig.
Ingen skrev, kom på besøg eller ringede på telefonen
Hvert måltid var det samme, altid spist alene,
Doris havde kun råd til enten mad eller varme, så hun frøs helt ind til benet.
Som selskab summede nyhederne videre på det uovervågede fjernsyn,
Som trøst hvilede en rød varmedunk på hendes mave
På hendes ben et elsket tæppe, lidt slidt og lidt lugtende.
I beskyttet bolig tilbragte Doris sine sidste nætter og dage,
At komme til vaskerummet efterlod kære Doris i en forvirring og en slags døs.
'Sunset home' var en labyrint; en kærlighedsløs, glædesløs, uregelmæssig labyrint.
Da kommunen flyttede Doris ind, tog de hendes kat
De ville ikke tillade sådan et trøstende væsen i deres snuskede gamle lejlighed
Hun protesterede kraftigt, men bestyreren sagde 'Politik!' og det var det.
Når hun kiggede ud i det fjerne, var hendes eneste udsigt skraldespandene
Hun reciterede et af sine yndlingsdigte og sang en af sine yndlingssalmer
Så overvejede hun hele sin fortid; vidunderlige, vidunderlige synder.
I ungdommen og midt i livet havde hun levet sit liv
Hun arbejdede hårdt, hun havde været glad, ikke for meget besvær, ikke for meget strid
Hun havde sovet med sin chef og ved en glædelig lejlighed sov hun med hans kone.
Nu havde tiden skadet hendes lunger og givet hendes hjerte blå mærker
Hver gang hun rejste sig, lavede hun en mærkelig lyd og slap en ufrivillig prut
Doris besluttede, at det nok var et godt tidspunkt at tage afsted på.
Hun slukkede for alle elektriske apparater, trak stikkene ud af stikkontakterne
Pakkede en lille gave ind til sin niece, og udfyldte derefter postblanketterne
Til sidst fodrede hun guldfisken og tømte gamle lommetørklæder fra cardiganens lommer.
Hun lukkede sine trætte øjne for allersidste gang
Hun slugte alle sovepillerne med en slurk af Tescos rødvin.
Doris udstødte et suk og sank tilbage i sin stol,
Antimacassaren gled ned og dækkede noget af hendes ansigt og noget af hendes hår.
De kom i en rustvogn og bakkede om bagved.
Stjal hendes få værdigenstande, og puttede derefter hendes krop i en sæk
Og det var slutningen på søde, kære Doris Stickleback.