Den store kløft.
Af P.B. Phillips

Hun så ham, nord for skinnerne.

Han så hende, syd for skinnerne.

De sagde til hende: 'Han er ikke god, de rige og deres onde forbandede blikke.'

De sagde til ham: 'Hun er ikke god, de fattige er alle onde forbandede skurke.'

Hver dag, i regn eller solskin, lige når solen gik ned.

Han gik mod øst, hun gik mod vest, ved jernbaneoverskæringen mødtes de altid.

Hun ville stoppe og stirre ind i hans smukke øjne.

Han ville blive hængende, uden at ville sige sit første eller sidste farvel.

Et par stjålne minutter, som hun og han altid måtte skjule.

Et par stjålne minutter sammen, på tværs af Den Store Kløft.

Vinter efter sommer, ingen forandring, ingen forventning om glæde.

År efter år, udspillede deres lille skuespil af uventet tristesse.

Ingen berøring, aldrig kærlighedens ømme kys.

Ingen ændring til Hr. & Fru fra Hr. & Frk.

I tredive år, i regn eller solskin, lige når solen gik ned.

Han gik mod øst, hun gik mod vest, ved jernbaneoverskæringen mødtes de stille.

De sagde til hende: 'Han er ikke god, de hvide og deres onde forbandede blikke.'

De sagde til ham: 'Hun er ikke god, de sorte er alle onde forbandede skurke.'

Den sidste dag af den varme sommer i 1905.

Var den sidste dag hun så hans smukke øjne i live.

Et hjerteanfald rasede og tog hans triste lille liv.

Hans længselsfulde hjerte knustes endeligt, uden hende som sin smukke kone.

Da solen gik ned, præcis et år efter på dagen.

Ved deres jernbaneoverskæring tog hun nogle piller og skyllede sit triste lille liv væk.

Hun og han fik ikke lov til at krydse Den Store Kløft.

Selvom den kun var 4 fod og 8,5 tommer bred.