Fogouen sidder ikke på eller under, men er indlejret i landet.

Kravl du først, nu sikker, hold min villige hånd.

 

Stearinlys drypper lys, viser skygge og dit ansigt.

Ingen flamme er skabt, der nogensinde kan oplyse dette sted.

 

Corniske guder til stede, vi bukker ydmygt for dem.

Forsigtig hvisken til hver, og til Herren beder vi.

 

Sikker fra vinterstorm, piskende regn og dolkestødende vind.

Svøbt i varme pelse, begge to nøgne.

 

Kys onde ånder væk, stryg Piskey-ånden væk.

Hvisken om kærlighed dvæler, i tidløs menneskeskabt nat.

 

Vi kom for at velsigne vores bryllup, starten på et gift liv.

Kommuniker med den anden verden, langt fra almindelig strid.

 

Tællelyset flakkede og efterlod os nøgne i mørket.

Blid berøring for at genantænde, vores elskendes hellige gnist.

 

Alt det vintervejr, der kunne mønstres, stemplet på landet.

Vi bemærkede det ikke, blot én sjæl hånd i hånd.

 

Vores fogou bygget af de Gamle, et tilflugtssted fra gabet.

Vi inde i vores elskendes hule, placeret blandt granit-Tor.

 

Marts A.D. 1698. Din Hun af Os.

​