Deres juleaftensspøgelse

​

 

Fjern kirketårn, i frostet rim

Gammel skov, bevaret i tid.

 

Hvert år en drøm, en himmelsendt mission

En følelse af at flyve dertil, sidde stille og lytte.

 

Rødhals lander på mosbegroet lågestolpe

Hun venter på sin juleaftensvært.

 

En stribe røg steg op fra skorstenen

Flæskesteg, der steger på risten.

 

Kristtorn og mistelten pryder verandaens udhæng.

Omvundet med vedbend og duftende rosmarinblade.

 

I den skyggefulde hal, uldtæppe og åben ild

Med udskåret kaminhylde af sten, for at løfte stearinlysets skær.

 

Lænestol og fodskammel placeret til højre

Klar til bogen og aftenen med nippen til brandy.

 

Huset er stille, bortset fra den orange gløds knitren

En sølvsilhuet og en kærlighedsfyldt klukken.

 

Hvisket fortid, fra højt, højt oppe

Et mildt minde om et liv og en kærlighed.

 

Tabt i flammerne og dybt i sin sorg

Han føler måske lidt fred, når daggryet kommer i morgen.

 

Men i aften markerede ti år, på selve dagen

Hans elskede Roesia var gået stille bort.

 

Hun var hans hjerte, hun var hans kone

Fyldte hans sjæl, fyldte hele hans liv.

 

Med et nik med lukkede øjne til hendes tilbedte portræt

Han tøfler mod døren med foroverbøjet gang.

 

Et årti med hjertesorg har han delt med kære Rødhals

Lille rødbrystet opmærksom, med venligt hoved der nikker.

 

For at takke lille Rød for hendes årlige lytten

Cecil åbner sin håndflade for at tilbyde glinsende baconstykker.

 

Tålmodigt ser Rødhals til, efter hans sidste ord

Hun venter, til hun ved, at han ved, han er blevet hørt.

 

Fra hans gamle hånd tager Rød sin varme godbid

Én elegant bevægelse for at overvinde vinterens sult.

 

Sort dør klikkede igen, Cecil er tilbage i sin krog

Vendt tilbage til sin ild og sin yndlingsbog.

 

Rødhals med et svirp af små brune vinger

Rødbrystet engel, hun synger igen i sin rede.

 

I mørket af den kolde vinternat

Deres juleaftensspøgelse har set dem begge godt til rette.

​

​