En skotsk nat før jul.
Af P.B. Phillips

Jul i dalen

 

Det var natten før jul

Og i hele dalen var der stille.

Ikke en skabning rørte sig,

Undtagen Rab Røveren,

og hans makker, Tyvagtige Ken.

 

De skjulte deres ansigter med strømper,

og bar handsker med omhu.

I håb om at fange Nicholas'erne væk,

ved aftenens vintermarked.

 

Men vi små børn var alene hjemme,

og bestemt ikke puttet i vores senge.

Vi så de bæstagtige røvere,

og besluttede os for at sparke deres bæstagtige hoveder ind.

 

Martha i sin onesie,

jeg i pyjamas og hat med stjerner.

Vi sneg os ud i garagen,

efter et brækjern, en hammer og et baseballbat.

 

Da der ude på plænen,

opstod en sådan larm og klapren.

Vi stak hovederne ud af vinduet,

for at se hvad der var i vejen.

 

Månen gav lys,

da den kiggede frem bag nattens sky.

Og vi kunne se tydeligt,

hvad der havde forårsaget al den høje støj.

 

Hvilket syn vi så,

det drev min undren og frygt.

En rød kane kørt af en fulderik,

og otte små dæmoniske rensdyr.

 

Den tykke kusk så vred ud,

og helt dækket af rødt.

Jeg antog, at han havde mast en af røverne,

som måtte være ret død.

 

Mere rabiat end en gal hattemager,

 og hurtigere end man skulle tro.

Han flåede Rabs jakke af for at afsløre en skjorte,

helt blodig og lyserød.

 

‘Vi fik en til’

brølede den glade kanekusk.

‘Sagde det jo til jer drenge,

nu skylder I mig alle en femmer’

 

‘Afsted Dancer, afsted Prancer,

Donna og Blitzen.

Gør det af med den anden slyngel Comet, Cupid,

tramp ham ned nu Vixen!’

 

Ken mødte også sin skæbne,

i det kolde julemåneskin.

Jeg kan bekræfte det,

det var et forfærdeligt syn.

 

Hverken Martha eller jeg kunne fuldt ud genfortælle,

hvad der skete derefter.

Den dag i dag er jeg stadig forvirret,

og ærlig talt ret irriteret.

 

Vores helt knaldede med en pisk

 og kanen fløj højt op.

Han kastede en lille gave til os

og forsvandt med et blodigt skrig.

 

Da mor og far kom hjem,

sat af bussen.

De havde uendelige spørgsmål,

om alt det postyr.

 

Men hvordan kunne vi forklare,

Martha og jeg.

Om manden i den lille røde kane,

der fløj på himlen.

​

Mor ringede til politiet i højlandet,

ringede 999.

Men pubberne var stadig åbne,

så de tog sig god tid.

 

Til sidst sagde den øverste betjent,

‘Vær ikke bekymrede, ingen frygt.

Der er intet kriminalitetssvar,

det er alt sammen helt klart’

 

‘Der er en selvtægtsmand, der beskytter vores bakker,

heder og dale.

Og denne juleaften har han gjort det af med Rab Røveren,

og hans makker, Tyvagtige Ken.’

​

​